En 37-årig mand blev i Retten i Horsens idømt seks års ubetinget fængsel for at have været med til at arrangere indsmugling af 1.500 kilo hash, som blev kørt med lastbiler til Danmark via Spanien og Holland.
Den 37-årige var den sidste af i alt 42 personer, der har fået dom i den omfattende narkosag, som Særlig Efterforskning Vest har stået for efterforskningen af. Samlet set er der uddelt 131 års fængsel, og der er blevet beslaglagt over et ton hash i sagen.
Ved retssagen den 18. juni erkendte den 37-årige, at han med base i Spanien havde stået for at bestille hashen og sørge for, at den blev kørt til et lager i Horsens, hvorfra stofferne blev videredistribueret til forskellige købere i Danmark.
Den 37-årige blev ud over fængselsstraffen idømt konfiskation af tre millioner kroner, som vurderes til at være den fortjeneste, som han fik ud af sin rolle som bagmand i narkonetværket. Den dømte modtog dommen, og han blev varetægtsfængslet efter dommen, og indtil afsoning kan påbegyndes.
Anholdt i Marokko
Smuglingen af hashen fandt løbende sted fra sommeren 2017 og frem til marts 2018, hvor Særlig Efterforskning Vest efter flere måneders efterforskning slog til i samarbejde med politiet i flere europæiske lande. 20 personer blev ved den lejlighed anholdt.
Den 37-årige var dog ikke at finde, men han blev sammen med en 26-årig mand efterlyst internationalt, og i februar sidste år blev begge så anholdt af marokkansk politi, som udleverede dem til Danmark i december.
”Den 37-årige var en af bagmændene i et meget omfattende og organiseret netværk, som blev standset og optrevlet på grund af rigtig godt efterforskningsarbejde fra politiets side. Jeg er tilfreds med, at der med dommen nu er sat punktum i sagen, og at så mange forskellige led i netværket er blevet idømt fængselsstraffe, ” siger specialanklager Morten Rasmussen fra Særlig Efterforskning Vest.
Den 37-årige erkendte forholdene og modtog dommen.