AC Horsens møder hold fra 2. Division i Sydbank Pokalen

Foto: achorsens.dk

Lodtrækningen til 3. runde af Sydbank Pokalen er netop overstået, og AC Horsens skal en tur til Fyn.

AC Horsens har fortsat deres første kamp til gode i denne sæsons Sydbank Pokalturnering, og det skyldes, at man endte i Top 6 i sidste sæson. Alle Superligakonkurrenterne udenfor Top 6 har alle været i spil, og nu er det så tid til, at den gule fare skal i aktion.

Lodtrækningen til Sydbank Pokalen er netop overstået, og AC Horsens skal møde 2. Divisionsmandskabet Middelfart i 3. runde af Sydbank Pokalen. 

Horsens bør hente en sejr

AC Horsens og den fynske klub Middelfart har kun mødt hinanden i forbindelse med træningskampe, men her har AC Horsens været småt dominerende.

To kampe er det blevet til mellem de to klubber, hvor opgøret i 2016 endte med 2-2, mens AC Horsens vandt med 2-0 i det seneste opgør der blev spillet den 8. februar 2017.

Det sidste opgør blev dog fløjtet af længe før tid, da et voldsomt snevejr hærgede kampen. 57. minutter blev der spillet i alt, hvor Kjartan Finnbogason og Lasse Kryger stod for de to scoringer.

3. runde af Sydbank Pokalen afvikles den 25. eller 26. september.