Selvom det umiddelbart lyder dejligt at få penge tilbage, så er det altså ikke tilfældet - derfor advarer politiet nu danskerne.
Svindlere er som bekendt opfindsomme og endnu engang er der nogle på banen, som forsøger at få fingrene i dine kontooplysninger og dermed lænse din konto for penge.
Syd- og Sønderjyllands Politi er derfor lige nu, ude med en advarsel til borgerne. Der er nemlig en fup-sms i omløb, som hurtigt kan få franarret borgerne deres kontooplysninger, hvis man ikke lige får tænkt sig om i første omgang.
Du skal ikke klikke på det
Afsenderen er ‘DanskeDk’ som oplyser dig om at du fejlagtigt har betalt en regning to gange, og derfor nu skal have penge tilbage - beløbet lyder på 1116,11 kroner. Du skal blot ‘bekræfte din refusion’ ved at klikke på det link som er sendt med i sms’en.
Politiet understreger at der ikke er nogle penge at hente, så derfor skal man bestemt IKKE trykke på linket. De opfordrer derfor til at man i stedet sletter sms’en.
I politiets opslag på Twitter kan man læse mere om hvordan man kan sikre sig mod fup-sms’er og fup-mails.