Solen skinnede fra en skyfri himmel den 21. september, da frivillige i Horsens ryddede op i byen i anledning den verdensomspændende World Cleanup Day.
I Rådhusparken var der lagt op til en hyggelig dag, og den hygge deltog 60 glade skraldesamlere i. Det store fremmøde glæder en af arrangørerne.
”Vi er rigtig glade for at der er mødt så mange op. Næste år håber vi på dobbelt så mange.” siger Helene Henneberg-Johansen, forkvinde for GRØN FEST.
Samlede knap 400 kilo skrald
De 60 fremmødte greb hurtigt et skraldekit og indtog gaderne for at samle skrald. I løbet af de fire og en halv time som begivenheden strakte sig over formåede de ivrige indsamlere at samle intet mindre end 393 kg affald ind i de Horsensianske gader.
”Det er et resultat, vi er meget stolte af. Selvfølgelig er det trist, at de kan finde så meget, men set fra den lyse side, så er der nu næsten 400 kg affald mindre i Horsens’ gader, og det er da fantastisk.” siger Helene Henneberg-Johansen
Resultatet blev opgjort lørdag eftermiddag ved at veje hver enkelt sæk med en kuffertvægt.