Gå ikke i panik: Voldsomt sammenstød på Langmarksvej er bare en øvelse

Beredskabet testes tirsdag. Foto: Sydøstjyllands Politi

En række myndigheder øver lige nu beredskabet med en fiktiv ulykke i Horsens

Hvis man passerer Casa Arena på Langmarksvej i Horsens, så kan man godt tro, at man er vidne til en meget voldsom og alvorlig ulykke. Det ser ud til at der er sket et sammenstød mellem en bus og en lastbil, og man får det indtryk, at lastbilen er kørt ind i bussen ved en holdeplads, mens passagerer steg af og på bussen. Der er i alt fald skadede mennesker både i og uden for bussen, og nogle forbipasserende ser ud til at yde førstehjælp. 

"Ofrene" for "ulykken" er statister, der spiller buspassagerer og det hele er stillet an som en øvelse, der er en del af Region Midtjyllands test af sygehusene. Region Midtjylland er altså initiativtager til øvelsen, hvor også Sydøstjyllands Brandvæsen, Sundhedsberedskabet samt Sydøstjyllands Politi deltager. Det betyder, at man nok kan forudse, at det næste sted, der bliver ramt af hektisk aktivitet er Horsens Sygehus på Sundvej.

Hvor lang tid øvelsen varer er en hemmelighed – for dele af øvelsen er uvarslet for deltagerne, ligesom skadestedet heller ikke var kendt på forhånd.

Du skal altså denne gang ikke ringe 114 eller 112 for at anmelde ’ulykken’. Når øvelsen er afsluttet, indsamles læring fra den og den nyttiggøres i det videre arbejde i myndighedsberedskabet.