Stik modsat den legendariske komikers egen forventning om at stille træskoene, så lever John Cleese stadig i bedste velgående og vender nu tilbage til Danmark og besøger Forum Horsens med sit show Last time to see me before I die.
Den legendariske komiker, skuespiller og forfatter John Cleese optræder i Forum Horsens den 29. august 2019. Det har Horsens & Friends netop meddelt i en pressemeddelelse.
På trods af Cleeses egen forventning om, at han snart skal dø, er den fantastiske komiker endnu ikke stødt på manden med leen, og det betyder heldigvis, at der bliver tid til endnu en tur i manegen. Humoren er stadig spiddende og sort, filteret ikke eksisterende og til næste år kan det hele opleves live i Forum Horsens.
Cleese havde stor succes med Monty Python fra 1969-1974 hvor han var medforfatter til - og havde hovedrollen i den udødelige Dead Parrot - sketch. Han stod også bag The Ministry of Silly Walks (ministeriet for gakkede gangarter) og endte med at forlade truppen for at skabe sin egen serie, Halløj på badehotellet. Denne gjorde blot Cleese endnu mere berømt - og berygtet.
Her kan du se den fulde sketch: Ministry of Silly Walks
Siden har han også medvirket i en række film: Fisken de kaldte Wanda, Fierce Creature (som han selv har skrevet), Harry Potter, The Day the Earth Stood Still og Charlie’s Angles: Full Throttle.
Foruden film har han lagt stemme til en del karakterer i tegnefilm som Trolls, Planes, Valiant og Shrek serien og kan med bogen Men altså… (So Anyway) også kalde sig forfatter.
Billetterne koster 395 kroner + gebyr og kan købes på Horsens & Friends hjemmeside.