Sport, foredrag og meget andet: Nu kan du få overblik over efterårets fritidsaktiviteter

Efteråret er fyldt med sport og andre spændende aktiviteter. Foto: Horsens Kommune

Nu er Fritidsportalen opdateret med kurser, sport og spændende aktiviteter for det kommende efterår.

Sommeren er fortsat over os, men inden længe banker efteråret på. Hvis man barsler med planer om at være aktiv igennem efterår og vinter, kan Fritidsportalen hjælpe med at finde lige præcis den fritidsaktivitet der giver lyst og energi i de mørke måneder.

"Med Fritidsportalen er det gjort nemt og overskueligt for vores borgere, klubber og foreninger at finde hinanden. Fra Horsens Kommunes side, ønsker vi at bidrage til mere aktive borgere i kommunen og på Fritidsportalen er der masser af muligheder for at finde lige præcis det man interesserer sig for uanset om det er sport, religiøse foreninger eller forskellige hobbyformer," udtaler Henrik Koch der er Fritidskonsulent i Horsens Kommune.

På portalen finder du alt fra dans og gymnastik til rollespil, spejder, klatring, løb og håndbold. Og der er selvfølgelig klubber og foreninger til horsensianere i alle aldre. Måske bliver du endda overrasket over, at mange af dem nærmest ligger i din egen baghave. Fritidsportalen indeholder oplysninger fra mere end 220 foreninger og via oversigtskortet er det nemt af finde frem til foreningernes placering, hvad enten det er lige om hjørnet eller længere væk.

"Det skal være nemt for vores borgere at finde de mange fritidstilbud som tilbydes i Horsens Kommune, og Fritidsportalen er et nemt og overskueligt værktøj til at finde spændende aktiviteter både til en selv, men også til resten af familien," siger Henrik Koch i en pressemeddelelse.

Interesserede kan se mere på Horsens Kommunes hjemmeside.