Vil gøre Horsens til en ren by

Andreas Kisum Nielsen og de frivillige i Aiesec. Foto: Aiesec

I flere byer forsøger lokale kræfter at gøre deres for at holde byerne rene for skrald. Andreas Kisum Nielsen har været med til at starte initiativet Clean Horsens, som kombinerer motion med at samle skrald i byen.

Horsens skal være ren. Det vil miljøbevidste, Andreas Kisum Nielsen, være med til at sørge for. Horsens24 har talt med Andreas om, hvorfor det er så vigtigt, at skraldet skal væk.

Mere fokus på miljøet

Andreas Kisum Nielsen studerer til dagligt til erhvervsjurist og har gennem sit studie meget fokus på miljøet. Samtidig er han med i en forening der hedder Aiesec der holder til på VIA, og det er her igennem han har startet Clean Horsens. Han vil gerne vise, at de gerne vil gøre noget godt for byen. Derfor har de lavet et event, der både viser, at de kan tage sig af miljøet og klimaet i Horsens, samtidig med at man får motion.

”Aiesec er et internationalt initiativ, som kom til Horsens i 2010. Det findes i hele verden. Selve eventen, Clean Horsens, er blevet lavet i forbindelse med gruppens marketingarbejde. Vi havde længe snakket om, hvad der kunne gøres for miljøet,” forklarer Andreas Kisum Nielsen og fortsætter:

”Jeg er den eneste dansker, der er med i Aiesec-Horsens. Så det er mest mig, der har lavet noget i forhold til markedsføring på dansk. Det er lidt kompliceret, men vi synes, at det kunne være en god idé at samle skrald og på den måde både få noget opmærksomhed, og samtidig gøre noget godt for byen.”

De er fem mennesker fra forskellige lande i gruppen. En dag sad de og prøvede at brainstorme over forskellige tiltag, som kunne gøre en forskel og på den måde kom de frem til Clean Horsens.

Flere må gerne tilmelde sig

Det er et event, der er ret hurtigt planlagt, derfor er der ikke så mange tilmeldinger endnu.

”Vi tænkte, at vi ville gøre noget fedt rimelig hurtigt. Så derfor satte vi det bare i gang, for at få det op og køre, så det blev til noget inden sommer. Jeg har ikke lige overblik over tilmeldingerne. Man kan tilmelde sig på Facebook, men kan også bare dukke op på dagen. Det er ikke noget, der gør noget,” fortæller Andreas Kisum Nielsen. 
 

Den miljøbevidste generation

Andreas Kisum Nielsen går selv meget op i miljøet. Han læser til erhvervsjurist, hvor han har skrevet bachelor i miljø-ret:

”Miljøet er generelt noget, som jeg går meget op i. I forhold til at arbejde med miljøet er jeg også aktiv. Til sommer skal jeg til Sri Lanka for at hjælpe med at lave solceller, for at hjælpe andre steder end bare lokalt i Horsens,” fortæller Andreas Kisum Nielsen og fortsætter:

”Det har altid været noget der har interesseret mig, og jeg er jo født i en generation hvor man går meget op i miljø og klima, og det gør jeg også.”

Du kan følge Clean Horsens her.