Rengøringsvirksomheden har købt Åstedbro Kro i Østjylland. Den tidligere kro i Rask Mølle 20 kilometer vest for Horsens danner ramme for Suverens nye aktiviteter i trekantsområdet.
Peter Nielsen, som er direktør i Suveren, har længe haft en vision om at gøre sin virksomhed landsdækkende. Men nu sker det:
“Suveren har 20 års erfaring med rengøring. Vi har specialiseret os i erhvervsrengøring i byggebranchen og hotelbranchen. Nu er vi 250 ansatte. Det er på tide, at vi kommer til Jylland,” siger den 42-årige direktør for Suveren, der har hovedsæde i Hvidovre syd for København.
“Suveren kommer til trekantsområdet, der er et af de mest driftige erhvervsområder i Danmark. Nogle vil måske undre sig over, at vi bruger en tidligere kro som base. Forklaringen er, at Åstedbro Kro skaber optimale rammer for vores medarbejdere. Samtidig fastholder vi den høje fleksibilitet, som vores kunder har behov for. Når vi får den succes, vi forventer, kommer vi også til at skabe nye job for medarbejdere, som bor i lokalområdet,” forklarer Peter Nielsen.
Respekt for rengøring som fag
Succesen vil direktøren bygge videre på ved at sætte nye standarder i rengøringsbranchen. “Vores varemærke er kvalitet. At der er en knivskarp sammenhæng mellem kundens forventning og oplevelse, og arbejdet vi udføre." Direktøren forklarer, at rengøringsbranchen er udfordret på kvalitet, ensartethed og den nødvendige serviceadfærd. “I Suveren har vi skabt et akademi, hvor medarbejderne får praktisk og teoretisk undervisning, der tager udgangspunkt i de højeste standarder. Det giver glade medarbejdere og skaber grundlaget for at tiltrække og fastholde de dygtigste folk. Med de dygtigste folk kan vi levere den kvalitet i rengøringen, som kunderne forventer. Og lidt til. Kort sagt genskabe respekten for rengøring som fag”.
“Med base i Rask Mølle vil vi skabe en attraktiv arbejdsplads, der er forankret i lokalsamfundet og trekantsområdet. Fundamentet for den drøm er gået i opfyldelse med købet af Åstedbro Kro. Vi er i arbejdstøjet og klar til at sætte nye standarder i rengøringsbranchen,” slutter Peter Nielsen, direktør i Suveren i en pressemeddelelse.
Suveren er specialiseret i rengøring indenfor bygge/anlæg og hotelbranchen, ligesom firmaet også udfører erhvervsrengøring af kontorer. Selvom Suveren har købt den nedlagte Åstedbro Kro, så fortsætter de eksisterende aktiviteter på området. Man vil altså stadigvæk kunne købe sig en bid brød i grillbaren og teltpladsen holder fortsat åbent for kanosejlere, der vugger op og ned ad Gudenåen.