Sommer er lig med masser af festivaler i Horsens Kommune. Men ingen af festivalerne ville blive til noget, hvis det ikke var for de mange privatpersoner og foreninger, der lægger frivillige kræfter i at få det hele til at ske
Henover sensommeren og det tidlige efterår kan borgere og gæster i Horsens opleve både en middelalderfestival, en teaterfestival og to musikfestivaler. Horsens Kommune er arrangøren bag festivalerne, og fælles for dem alle er, at de bliver skabt i tæt samarbejde med kommunens kulturinstitutioner og øvrige kulturaktører - og så naturligvis de mange frivillige.
"De frivillige gør en kæmpe indsats for kulturen i Horsens. Uden dem kunne vi slet ikke løfte så mange store arrangementer, som vi gør i kommunen," fortæller kultur- og eventchef i Horsens Kommune Lasse Schuleit.
Frivillige skaber udvikling og oplevelser
Lige siden Landsstævnet i 1990 satte gang i Horsens' udvikling som kultur- og eventby, har de frivillige spillet en helt særlig rolle i den måde, man skaber de store kulturarrangementer i kommunen. Både det lokale foreningsliv og de frivillige, som melder sig individuelt, har været med til at sikre det nødvendige antal hænder til at løfte de mange praktiske opgaver. Samtidig har de frivillige kræfter en betydelig indflydelse på, hvilken oplevelse de mange festivalgæster får i Horsens.
"De frivillige kræfter spiller også en stor rolle i mange af vores samarbejdspartneres arrangementer - fx Rock i Lunden og de store koncerter. Og så må vi heller ikke glemme, at der er rigtig mange arrangementer og fritidsaktiviteter i løbet af hele året, som bliver planlagt og afviklet udelukkende af frivillige kræfter - både i Horsens midtby og rundt omkring i kommunens mindre lokalsamfund. Det er en måde at skabe liv og engagement i det lokale kulturliv, som jeg synes, vi kan være stolte af her i Horsens," siger Lasse Schuleit.
Skal du med på festival?
Der er altid brug for et par ekstra hænder på de store festivaler i Horsens. Så hvis man har lyst til at være en del af det frivillige fællesskab, kan man på Horsens Kommunes hjemmeside finde en oversigt over, hvordan man melder sig som frivillig til de forskellige festivaler.