Har du købt en lottokupon uden gevinst i Horsens? Så skal du nok lige tjekke den en ekstra gang

Foto: Danske Spil

Selvom en lottospiller fra Horsens ikke fik gevinst på sin kupon, kan personen stadigvæk glæde sig over at være blevet millionær.

Lørdag aften var der hele 25 millioner kroner i Lotto-puljen, men der var ikke nogen vindere af den høje førstepræmiepulje. Dermed er der svimlende 30 millioner kroner i puljen, der kan vindes på lørdag.

Til gengæld var der to heldige vindere, der vandt via millionærgarantien og dermed kan se frem til en gevinst på 1 million kroner

En af disse to vindere har købt sin kupon i Bilka Horsens på Høegh Guldbergsgade 10, 8700 Horsens. Vedkommende blev millionær, selvom der ikke var gevinst på kuponen. Denne heldige vinder er Lotto millionær nr. 3.388.

Danske Spil har endnu ikke hørt fra Horsens' nyeste millionær, men opfordrer Lotto-entusiatster, som har købt deres kupon hos Bilka, til at tjekke deres tal nok en gang. 

I samme ombæring var der heller ikke nogen, som fangede Jokeren, hvorfor puljen her stiger til 4 millioner kroner, der kan vindes onsdag i forbindelse med trækningen på Vikinglotto.