Kampen om taxaerne skal stoppes: Nyt projekt vil skabe køkultur på Mælketorvet

Horsens Kommune, Sydøstjyllands Politi og Horsens Taxa er gået sammen i projekt "Køkultur", som skal skabe mere tryghed omkring Mælketorvet i weekenderne.

Det er en kendt sag, at hvis man vil hjem fra byen efter en glad aften i Horsens, så kan man med fordel stille sig på Mælketorvet ved Horsens Ny Teater, hvor taxaerne hyppigt kører forbi og samler op.

Desværre kniber det ofte med køkulturen og de gode manerer, når alkoholen går ind og taxaen ankommer, og det har nu fået politi, taxa og kommunen til at gå sammen om "projekt køkultur", der skal gøre det til en bedre oplevelse at vente på taxa ved Horsens Ny Teater.

"Der er indimellem så voldsom rift om taxaer, at folk træder ud midt på kørebanen for at standse dem. Vi ser også folk skubbe andre væk og komme i håndgemæng for at komme først til taxaen," fortæller administrerende direktør fra Horsens Taxa, Astrid Donnerborg.

Chauffører holder sig væk

Uroen på Mælketorvet i de små timer øger ikke taxachaufførernes lyst til at tage ture derfra.

"Der er flere natchauffører, som ikke tør køre til Mælketorvet, fordi de oplever aggressive mennesker, der river i dørene, slår på bilen og råber og truer for at komme til først. Indimellem bliver der kastet ting efter bilerne. Det er ubehageligt for alle, så vi håber at vi med politiets hjælp og den nye skiltning, kan få skabt en lidt mere civiliseret køkultur ved opsamlingspladsen, så det bliver nemmere og rarere for alle at opholde sig på Mælketorvet om natten," siger Astrid Donnerborg.

Horsens Kommune har nu efter ønske fra Horsens Taxa opsat tydelig markering i begge retninger af Mælketorvet, om at "Taxakøen starter her". Politiet er i forvejen ofte til stede i området, og ordensmagten er indstillet på at undervise i køkultur og god opførsel, hvis nogen har svært ved det om natten.

"I mange andre byer for eksempel Silkeborg og Vejle har man også opsamlingspladser i midtbyen, hvor gæsterne stiller sig pænt i kø og tager taxaerne efterhånden, som de kommer forbi. Vi har også pladsen i Horsens på Mælketovet foran Horsens Ny Teater, men desværre oplever både politi, borgere og taxa, at det indimellem bliver alles kamp mod alle om at få en vogn i de små timer," fortæller Niels Christian Mikkelsen, ingeniør i Affald og Trafik, Horsens Kommune.

Politiet støtter op

Sydøstjyllands Politi er klar til at gøre en aktiv indsats for at fremme de gode manerer og bedre køkultur på Mælketorvet om natten.

"Mælketorvet er et naturligt samlingspunkt for mange mennesker på weekendnætter. Det at finde en taxa hjem ud på de små timer, er desværre noget af det der til tider skaber uro og ballade. Vi vil meget gerne være med til at støtte op om, at gæsterne i nattelivet ændrer holdning til det at stille sig i kø, så der opleves mindre uro og større tryghed på Mælketorvet. Det skal være sådan, at alle trygt kan færdes der - også om natten," siger Jesper Julian Christensen, politikommissær hos Sydøstjyllands Politi.