Nu kan du igen nyde mad og bio i samme hus. Længe har lokalerne stået tomme i Megascope, og det seneste spisested måtte dreje nøglen om. Men i forrige uge åbnede Café Senz, som siden åbningen har haft rygende travlt med at sende tapasretter over disken.
Længe har der ikke været noget spisested i Megascope, og man har måtte tage op i byen, hvis man ville kombinere sin biotur med et restaurantbesøg. Endelig kan man få lov at nyde et måltid i forbindelse med sin biograftur uden at skulle helt op i byen. Den nye tapasrestaurant Café Senz har nemlig slået dørene til anderledes og lækker mad, som ejerne selv beskriver det.
Ozan Kevek og Ali Salimi er de to 27-årige mænd, der står bag Horsens’ nye skud på stammen af caféer. Ifølge indehaverne skal vi forvente anderledes mad, end hvad vi er vant til i Horsens. De er også startet med et brag, og har halv pris på al deres mad i hele februar. Horsens24 har taget en snak med den ene ejer, Ozan Kevek, om den nye Café.
Hvorfor valgte I lige at åbne i Megascope?
”Vi valgte at åbne her, fordi vi så, at der var en mulighed, og vi tænkte, hvorfor vores biograf i Horsens ikke skulle have et spisested? Der har været mange forpagtere før os, men vi synes, at vi godt kan tackle den opgave.”
Hvad gør I anderledes end de forhenværende forpagtere?
”Menukortet er anderledes, og vi satser meget på vores tapas. Rigtig meget faktisk i forhold til alt andet mad, for det kan man også få andre steder i byen. Der er ikke så mange tapassteder i Horsens. Det er mest pizza- og burgersteder.”
Hvilken slags tapas kan man bestille hos jer?
”Det er lidt forskelligt. Der er lidt fra hele verdenskortet af. Der er både fra Mellemøsten, Spanien og Italien for eksempel.”
Hvordan har besøgstilgangen været siden åbningen?
”Den har været rigtig fin faktisk – mere end forventet. Folk de har været rigtig glade for, at der er dukket noget op i biografen igen. De synes det er spændende. Så besøgstilgangen har været fin.”
Hvad er din favorit på menukortet?
”Altså man skal vælge tapas. Den er svær. Vi har jo 18 forskellige tapasretter, som vi kommer til at skære ned til omkring 15 tror jeg. Men min personlige favorit er vores falafel, fordi den er hjemmelavet. Og det meste på vores menukort er faktisk hjemmelavet helt fra bunden af – selv vores mayo og vores dyppelse. Vi går op i kvaliteten, så vi laver det hele selv fra bunden. Vi bager også selv vores brød.”