Mit Horsens: Jeg har aldrig tænkt på at flytte andre steder hen

Foto: ACHorsens.dk

Du kan sikkert huske Søren Jochumsen fra da han i sin tid var målmand i AC Horsens gennem 524 kampe. Sidenhen har han lagt handskerne på hylden, men ikke sagt farvel sporten, hvor han i dag i stedet fungerer som eliteidrætskonsulent for Horsens Kommune.

Søren Jochumsen er den spiller, der har spillet flest kampe for AC Horsens nogensinde. Derfor er han også et kendt ansigt i byen. og når man taler fodbold, må han betegnes som det største ikon vi har i denne by.

Horsens24 har mødt den tidligere målmand til en snak om vores allesammens by.

Dette er tredje udgave af Mit Horsens.

Hvor bor du henne?

Stensballe ved Horsens.

Hvor længe har du boet her?

Jeg har boet i Horsens hele mit liv. Først i Torsted – derefter i midtbyen og de seneste 13 år i Stensballe.

Hvorfor bor du her?

Jeg er født i byen. har min familie, job og venner i byen, så jeg har aldrig tænkt på at flytte andre steder hen.

Hvilket er dit yndlingssted i Horsens?

Det er CASA Arena.

Søren Jochumsen stoppede sin fodboldkarriere i udgangen af 2012, hvorefter han blev salgskonsulent i klubben. Foto: ACHorsens.dk

Hvorhenne får man den bedste kaffe?

Umiddelbart på Cafe Gran – mest fordi det er et hyggeligt sted.

Hvorhenne får man den bedste mad?

Dollys – det er dansk mad, som man kan forstå!

Har du et stamsted i byen?

Ikke sådan for alvor, men når jeg går ud, ender jeg som regel på Hemingway.

Hvis du fik en stor pose penge, hvad ville du så gerne forandre ved byen?

Selvom Horsens Kommune allerede gør en del for at styrke idrætsfaciliteterne i kommunen, ville jeg gerne sørge for, at der blev endnu bedre muligheder for børn, unge, voksne og seniorer til at dyrke lige den idræt, som de har lyst til.

Derudover ville jeg – hvis posen var stor nok – få åen tilbage ind gennem Horsens, så der kan skabe et lækkert og hyggeligt miljø langs med åen på Åboulevarden.

I dag er Søren Jochumsen eliteidrætskonsulent i kommunen.

Hvis du havde en bulldozer, hvad ville du så gerne fjerne i byen?

Jeg synes, at det der trængte til at blive fjernet, er fjernet nu – eksempelvis de udtjente bygninger på det nye havneområde.

Hvad mangler Horsens?

En mere inspirerende midtby, hvor man får lyst til at komme ind og blive, så man ikke bare handler på nettet.

Hvad er der for meget af i Horsens?

Jantelov – synes det er blevet bedre, men vi må gerne ranke ryggen og sige at vi er gode!

Hvad kunne Horsens lære af andre byer?

Ikke noget, tænker jeg. Mener mere at andre byer kunne lære noget af Horsens. Af den måde vi tør gå efter vækst og udvikling.