25-årige Mathias Møller er ansat i Unik Job - en gruppeudplacering for borgere med funktionsnedsættelse, som træner til at kunne varetage et arbejde på ordinære vilkår. Mathias går benhårdt efter at blive ansat i ekstern beskæftigelse i BILKA og dermed udskifte Unik Job trøjen med den blå BILKA-skjorte
Mathias har spastiske udfordringer og nedsat syn og har derfor brug for støtte i forbindelse med sine arbejdsopgaver. Inden han begyndte i Unik Job i august 2020 var han i ekstern beskæftigelse i en dagligvarebutik, fordi det er hans helt store drøm at arbejde inden for detailhandel. Det job var han egentlig meget godt tilfreds, men ønskede også andre opgaver end de primære rengøringsopgaver. Men så kom han i Unik Job i BILKA, og det er han rigtig glad for:
- Jeg har mange typer af opgaver. Lige fra at sætte varer på plads i butikken, rydde op, køre med el-stabler - og så har jeg også ind imellem vagten som flaskeansvarlig. Det vil sige, når flaskeautomaten går i stå, er det mig, kunderne ringer til for at få maskinen til at køre igen, fortæller Mathias Møller.
Særligt flaskevagten kan Mathias godt lide, for så får han en vagttelefon, som han synes er supersej og dejlig at have på sig, for så kan han hurtigt få fat i kollegerne og følge med i, hvad de andre taler om ifm. de forskellige arbejdsopgaver.
Alsidige arbejdsopgaver
Netop muligheden for at afprøve mange forskelligartede og spændende arbejdsopgaver er én af grundene til, at Horsens Kommune er så glade for det kommunale og private samarbejde med BILKA, som de har haft i snart 10 år nu. I skrivende stund er der 10 borgere i støttet beskæftigelse i BILKA:
- Når man kommer i en gruppeudplacering, er det fordi man har nogle fysiske eller psykiske udfordringer og er særligt sårbar. Unik Job er tænkt som en træningsplatform til at finde frem til det arbejde, der giver mening for den enkelte. Vi er rigtig glade for samarbejdet med BILKA, fordi borgerne både får et sted at teste færdigheder i mange forskellige typer af arbejdsopgaver og mulighed for at udvikle sig på en arbejdsplads. Samtidig får BILKA jo også en god arbejdskraft og tager et socialt ansvar, siger beskæftigelseskonsulent ved ekstern beskæftigelse, Horsens Kommune, Martin Richter.
I den blå skjorte ligesom vennen
Efter at Mathias er begyndt i Unik Job i BILKA har han fået mange gode kolleger, som han har mange sjove snakke med i løbet af en arbejdsdag. Én af dem er Kevin, som han lærte at kende, da de begge gik på STU (en 3 årig Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse - for unge med særlige behov):
- Jeg ville gerne i BILKA, fordi jeg vidste, at Kevin er kommet i beskæftigelse hernede, og jeg tænkte det kunne være sjovt at arbejde sammen med ham, siger Mathias.
Prøv også: Fysioterapeut i Horsens
På trods af sine handicaps er Mathias en ung fyr med gang i. I sin fritid spiller han bowling og badminton, og han går altid til tingene med krum hals. Han er meget målbevidst på at få et arbejde inden for butik - meget gerne i BILKA, og så er der jo lige dén der ekstra motivationsfaktor for at komme videre i sin karriere:
- Kevin er kommet i ekstern beskæftigelse og har derfor fået en blå BILKA-skjorte. Sådan én vil jeg også have, siger Mathias med et smil.