Optakt AC Horsens vs Randers FC

Kan AC Horsens følge op på den fremragende sæsonstart? Vi krydser fingre hos Horsens24

AC Horsens tager i dag imod Randers FC på CASA Arena. Dommer Sandi Putros fløjter opgøret i gang kl. 12:00, og vi håber på medvind til Bo Henriksens tropper.

Randers FCs spritnye angriber, Benjamin Stokke, fortæller til Randers FC TV, at hans ambition i Randers FC er at hjælpe med at indfri Randers FCs ambitioner om at komme længere op i tabellen. Det kan han hjælpe til med, hvis han i dag får debut og kan hjælpe Randers FC til sejr. 

Benjamin Stokke er kommet fra den norske klub Kristiansund BK. En anden hest, der kan få debut i dag, er André Rømer, som for nylig kom fra OB. 

AC Horsens vil selvfølgelig praktisere de dødbolde, som de var så dygtige til i sidste sæson, ligeledes også  i deres sæsonåbner mod FC København, hvor Bjarke Jakobsen scorede på et langt indkast fra Mikkel Quist. Således lød det i går fra Bo Henriksen om kampen og ikke mindst dødboldene idag: "I morgen skal vi møde et solidt Randers-mandskab, som vil gøre alt for at hente sæsonens første point, og vi går ind til opgaven med stor respekt, men vi frygter dem ikke. Vi scorede et af vores mål mod FC København efter en dødbold, og vi skal igen forsøge at udnytte vores styrke på dødbolde mod Randers FC." 

Hos "den gule fare" er Lasse Kryger ude med en rygskade. Hos Randers har de Kasper Enghardt og Mikael Boman ude med skader.

Dagens optakt er bragt i samarbejde med Onliga.dk