Man skulle tro, at professionelle sportsfolk fra Superligaklubber var på strenge diæter. Det er dog ikke helt tilfældet for spillerne i AC Horsens.
Ifølge BT har en af de retter, der har været på menuen i AC Horsens været pølsemix. For de fleste tilskuere til AC Horsens hjemmekampe, ville blandingen af dårlige pølser og friturevædede kartofler vække begejstring, men for spillerne i Superligaklubben, har menuen ikke stået øverst på ønskesedlen.
Flere gange har spillerne oplevet, at klubben, der måske ikke opererer med de største madbudgetter, serverer mad, som ikke ligefrem hører hjemme i en sportsdiæt.
Horsens-direktøren nedtoner spillernes kritik og mener ikke, at det burde være det store problem. Normalt vil der også være andre muligheder end friture og pølse.
"Jeg har ikke noget problem med, at mine medarbejdere i administrationen spiser pølsemix. Det må være op til den enkelte, hvad man putter på sin tallerken," udtaler direktøren til BT.
Ifølge direktøren er det heller ikke hverdagskost, at måltiderne er så usunde. I corona-perioden har maden typisk været portionsanrettet pastasalat eller sandwich. Nornalt vil AC Horsens tilbyde deres spillere to varme retter, f.eks. pasta, kødsauce, ris, kylling og 24-25 muligheder i salatbaren.
Umiddelbart kunne den aparte menu spille ind på resultaterne, i hvert fald har den gule fare spillet over evne efter coronapausen og har allerede sikret sig endnu en sæson i Superligaen.