En ny undersøgelse foretaget af Aarhus Universitet viser, at danskerne spiser mere ude end for tre år siden. Samtidig går de yngre danskere mere på gourmetrestaurant.
Aarhus Universitet har lavet en ny undersøgelse, der viser, at danskerne spiser mere ude end før i tiden. De yngre danskere er desuden blevet mere kvalitetsbeviste og har i forhold til de ældre større tilbøjelighed til at gå på gourmetrestaurant. Vi har talt med Lars Fisher der er restauratør på Gasfabrikken.
Vi vil have kvalitet
Målet med undersøgelsen har været at belyse en række aspekter af danskernes relationer til mad og spisning, og undersøge hvordan vores opfattelser af fødevarekvalitet udvikler sig over tid. Her har det vist sig, at danskerne både spiser mere ude end for tre år siden, men også at de går mere op i kvalitet – især de unge under 30 som ifølge undersøgelsen oftere går på gourmetrestaurant.
Unge vælger økologisk
At unge går meget op i kvalitet mærkes også hos horsensianske Gasfabrikken, der er en restaurant der går op i råvarerne. De kører et koncept med lokale økologiske råvarer. Selvom de ikke har været på markedet så længe, så mærker de kundernes interesse i økologi og gode råvarer.
”Vi har kun eksisteret i 3 år, så vi har ikke så lang en historie, at vi kan se de her demografiske skift, men ikke desto mindre mærker vi, at vi får flere og flere gæster også unge, der vælger os som økologisk lokalt spisested,” forklarer Lars Fisher.
Klimaforandringer og madspil spiller en stor rolle
Forskerne har blandt andet undersøgt, hvordan forbrugernes kvalitetsopfattelserne vedrørende fødevarer er, og hvordan måltidskvalitet har udviklet sig over tid. På baggrund af det har de lavet en analyse af de nyere trends vedrørende forbrugernes kvalitetsopfattelse.
Resultatet viste, at kvalitetsbevidste forbrugere er meget optagede af den aktuelle diskussion om madspild. Så der er sammenhæng mellem den offentlige debat, forbrugernes adfærd og de tiltag, som politikerne tager.
”Vi så en sammenhæng mellem udviklingen i de kriterier, der ligger til grund for opfattelsen af kvalitet, og de politiske initiativer der tages på området. Kriterierne i denne forbindelse kan eksempelvis være madspild, dyrevelfærd eller autenticitet,” forklarer videnskabelig assistent Gitte Lundberg Hansen fra MAPP Center ved Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet.
Lars Fisher forklarer også:
”Jeg tror at manges svar på udfordringer med overforbrug og klimaproblemer er at vælge kvaliteten til og skrue lidt ned for kvantiteten. Ikke mindst blandt de unge,” forklarer han.
Mere populært at spise ude.
Forskerne undersøgte også forbrugernes holdninger til at spise ude. Disse undersøgelser afslørede, at de fleste danskere oftere går på restaurant, end de gjorde for tre år siden. Unge under 30 år kommer oftere på gourmetrestaurant end de ældre grupper. De ældre er til gengæld er mere villige til at betale mere pr. restaurantbesøg.
”Det bekræfter, at der er sammenhæng mellem interessen for kvalitet ved ude- og hjemmespisning. En styrkelse af forbrugernes interesse for udespisning og for kvaliteten af de fødevarer, der købes med henblik på spisning i hjemmet, kan virke gensidigt bekræftende,” slutter Gitte Lundberg Hansen af.