Slukkede smøger gav boost til både energi og økonomi

Er du også træt af at være styret af rygetrang frem for din egen fri vilje? Efter at have røget i 18 år fik Maja (tv) hjælp til stop i en rygestopgruppe med Karen (th) som vejleder.

Maja droppede cigaretterne på gratis rygestopkursus og fik mod på at leve sundere.

"Er det nu du skal gøre noget ved det og få lagt cigaretterne på hylden?" Sådan tænkte 32-årige Maja Smedegaard Larsen i efteråret 2019. Hun tog mod til sig og meldte sig til et gratis rygestopkursus hos rygestoprådgiver Karen Yben Ullmann Hansen.

Da Maja startede på kurset, havde hun røget i 18 år. Hun røg 7-10 cigaretter om dagen og det antal har tidligere været endnu højere. Nu er hun lykkelig for at være cigaretterne kvit.

"Jeg kan mærke, at min lungekapacitet er blevet bedre. Jeg kan løbe længere og det er rart ikke at være så afhængig. Stoppet var rigtig svært den første måned, men det hjalp at gå i gruppen, og efter halvanden måned tænkte jeg ikke så meget på at ryge. Som en sidegevinst havde jeg allerede dengang fået 600kr. mere til mig selv," fortæller Maja. 

Gratis for alle

Alle der bor i Horsens Kommune, kan få et gratis rygestopkursus hos rygestoprådgiver Karen Yben Ullmann Hansen. Kurset varer 6 uger og foregår i en gruppe, hvor deltagerne kan hjælpe og støtte hinanden. Man behøver ikke have bestemt sig for en stopdato inden kursus-start.

"Den første gang taler vi om motivation. Hvad der motiverer os til at stoppe og hvad der kan hjælpe os med at holde fast. Derefter sætter vi en fælles stopdato. Det er typisk allersværest på tredjedagen efter et rygestop, så denne dag mødes vi også," fortæller Karen Yben Ullmann Hansen.

Bryd vanens magt

Rygning hænger tæt sammen med vaner, der er så indgroede, at de kan være svære at bryde. For eksempel kan morgenkaffen hænge sammen med en cigaret. På kurset fandt Maja ud af, hvad der kan give den samme følelse, som rygning gør i forskellige situationer.

" Kurset er den perfekte kombination af fakta og det sociale med de andre deltagere. Du bliver bevidst om, hvad du bruger røgen til. Vi var meget forskellige i gruppen og det er forskelligt, hvad der virker på forskellige mennesker. Men det hjalp at give hinanden opbakning og støtte i de svære situationer," siger Maja Smedegaard Larsen.

Kurset foregår 6 gange af 2 timer i en gruppe på 8-14 deltagere. Holdet mødes på Ceres Centret i Horsens.