I denne uge har vi en masse på programmet – så læn dig tilbage og læs vores guide til ting, som du kan opleve i Horsens.
Det er endnu engang en uge i musikkens tegn, som vi går i møde, men der har også sneget sig en spændende krimimesse med på programmet. Læs med her når Horsens24 som altid giver dig en guide over den kommende uge.
Sveistrup og Svendsen
Den 4. april går en tredjedel af Rollo & King på scenen på Horsens Ny Teater, når Signe Svendsen kigger forbi. Signe Svendsen har efterhånden fundet sit helt eget ståsted i dansk musik.
”Efter en periode med solokoncerter, synes det helt på sin plads at fyre lidt op under musikken. Jeg tager nye sange med, som hører til mit kommende album, og glæder mig til at spille koncerter med bandet igen,” siger Signe
Der er gået to år, siden Jakob Sveistrup udsendte albummet All In/All Out. Han har sidenhen droppet sit fornavn i musiksammenhæng, og nu er han på gaden med sit nye album In Your Face.
”På flere af sangene på In Your Face udfordrer jeg mig selv vokalmæssigt i en grad, jeg aldrig har prøvet før. På Smukfest var jeg så tændt, at jeg sang min hals til blods. Det er for alvor, hver eneste gang jeg står på scenen,” fortæller Jakob Sveistrup.
Danser med Drenge
Fredag den 5. april kan du opleve IAMJJ på Kulisselageret.
IAMJJ er blot 25 år og er allerede en dygtig sangskriver, der tumler med de største emner i sine oprigtige sange. Hans inspirationskilder er Nick Cave og Leonard Cohen inden for musik og Damien Hirst og Tal R inden for billedkunst.
Den 6. april går Danser med Drenge på scenen som et af landets stærkeste livebands. I 2018 kunne de fejre deres 25-års jubilæum. Blandt deres mest kendte sange er: ‘Hvor længe vil du ydmyge dig?’ – ‘Aldrig undvære dig’ – ‘Er der nogen i himlen?’.
Nordeuropas største Krimimesse
Som vi tidligere har skrevet om, så kan du den 6.-7. april, besøge Nordeuropas største festival for krimi og spænding, som bliver afholdt hver forår på FÆNGSLET i Horsens.
Du kan møde nordiske og såvel som internationale forfattere, forlag og foredragsholdere, og opleve ægte krimistemning i det gamle statsfængsel i Horsens.
Du kan se mere om krimimessen her.